Sådan laver du en pilfingervæg

Har du også et barn, der elsker at pille ved alverdens små ting og sager fra hjemmet? Begge mine børn (særligt min ældste) har været meget mere interesseret i alt muligt andet end babylegetøj. Så er en pilfingervæg altså en hel genial opfindelse.

Et pilfingerbræt/pilfingervæg er en plade hvorpå der sættes en masse forskellige små dimser fast til stor glæde for de mindste i familien.

Pilfingerbrættet er super oplagt for børn i 6-18 måneders alderen, hvor de virkelig er i “pilfinger” stadiet og hvor de samtidig putter alt i munden. Her kan de få lov til at pille og dimse med alt muligt.

Det gode ved sådan et pilfingerbræt er, at der ikke er noget rigtigt og forkert. I kan lave det præcis som I har lyst til. Så find blot et stykke træ og en masse små dimser, I har liggende. Jeg valgte et smalt aflangt stykke træ og malede det.

De fleste ting er skruet fast. En enkelt er sat fast med dobbeltklæbende tape (og det holder faktisk fint!). Et par ting er også sat fast ved at bore huller i ting og plade og sætte det sammen med strips. Jeg synes klart skruer fungere bedst.

Her får du lige lidt inspiration til hvad du fx kan putte på din pilfingervæg;

  • Forskellige lynlåse, spænder og knapper
  • Låger: jeg har brugt åbningen fra en pakke vådservietter. Men hængsler og små træplader kunne også være virkelig sjove!
  • Ringeklokke
  • Bøtter med noget i; i den ene har jeg sat en lille mus fast med elastiksnor og i den anden har jeg små raslebøtter.
  • Låg fra bøtterne (de kan drejes)
  • Perler, ringe og andet med hul i, der kan sættes på en snor.
  • Resterne af vores gardinstang.
  • En stor pensel (der pilles overraskende meget ved den her)
  • Dubloklodser og en plade. Jeg har lavet huller med en syl og sat elastiksnor fast.
  • Greb fra en gammel kommode

Og lidt flere idéer, som jeg ikke selv har med, men som også kunne være sjovt på en pilfingervæg:

  • Gamle fjernbetjeninger og telefoner
  • Nøgler og (hænge)låse
  • Diverse køkkenredskaber
  • Stof, fx i strimler
  • Dørhåndtag
  • Et bælte
  • Knapper og knaphuller
  • Diverse spænder

Jeg er sikker på du kan finde en masse rundt omkring i hjemmet, som kan bruges til pilfingerbrættet – det er virkelig en sjov process at gå og samle sammen.

Selve pilfingerbrættet kan hænges op på flere måder. Vi bor småt, så jeg har brug for at kunne tage det ned i perioder. Derudover oplever jeg også at interesseren for legetøj generelt er større, hvis der er mindre af det synligt fremme – så det kan give mening at rotere lidt for at genfinde interesseren.

Derfor har jeg valgt at lave vores som vist her på billedet. Så kan pilfingervæggen nemlig lynhurtigt hænges op og pilles ned.

Pilfingerbrættet kan selvfølgelig også skrues fast i væggen.

Jeg håber, I får lavet nogle fede pilfingervægge til jeres unger!

Er tiden der ikke til at lave en pilfingervæg selv? Så kan de selvfølgelig også købes, se f.eks. her, hvor du finder et stort udvalg af forskellige pilfingervægge og aktivitetstavler.

Skal dig og dig lille pilfinger lege videre, så får du her et par bud på andre sjove og nemme aktiviteter til de små:

Legesand: Legesand er nemt at lave selv ad ingredienser, du allerede har i dit køkken, så du skal ikke være bekymret for, om dit barn stadigvæk putter ting i munden. Opskrift og fremgangsmåde finder du lige her

Modellervoks uden skidt kemi: Når man snakker om modellervoks, tænker man nok tit på lidt større børn, men de helt små kan sagtens være med – og de elsker det. At sidde og prikke i modellervoksen, trække den fra hinanden, mase små modellervoks kugler. Men det er selvfølgelig vigtigt at være OBS på kemien – og lige præcis derfor har jeg udviklet Farverige Dage modellervoksen af fødevarergodkendte ingredienser, så alle børn trygt kan lege med (min egen datter har leget med fra hun var omkring 10 måneder).

Udvalget af modellervoks finder du her.